My fit life

Fitness og træning online

Hvorfor du bør drikke vand hele dagen – og ikke kun under træning

I en tid, hvor der prædikes korrekt kost og proteintilskud til alle os, der træner, glemmer vi hurtigt et lige så vigtigt behov: at drikke nok vand.

Og dog. Det er måske ikke helt sandt. Mange af os vil sikkert mene, at vi er gode til at drikke vand under træning. Men hvad med i løbet af dagen, hvor vi er på job og ikke befinder os nede i fitnesscenteret? Og hvordan kan vi blive bedre til at drikke nok vand?

Hvorfor vand er afgørende for din sundhed

Vand, kemisk kendt som H2O, er afgørende for at opretholde et godt helbred. Vi ved alle, at vand er vitalt for menneskers trivsel. På et intuitivt plan er du eksempelvis ikke i tvivl om, at du ganske enkelt ville dø af tørst, hvis du blev efterladt i en ørken uden vand flere dage i træk.

Men var du klar over, at vand er den allervigtigste kemiske komponent i din krop, og at det rent faktisk udgør hele 60 procent af din kropsvægt? Alle celler i din krop er samtidig dybt afhængige af vand for at udføre deres arbejde. For lidt vand i kroppen kan derfor være farligt, da det kan føre til dehydrering. Dehydrering kendes som en tilstand, hvor kroppen ikke længere kan udføre normale funktioner, hvilket uundgåeligt fører manges tanker tilbage på ørkenscenariet.

Inden det går helt så galt, er det dog værd at nævne, at selv en mild form for vandunderskud, kan føre til energimangel og sløvhed. Med det sagt er der derfor god grund til at hælde passende mængder af den klare væske indenbords hver dag.

Men hvor meget vand skal du reelt sigte efter at drikke til dagligt?

Hvor meget vand bør du drikke?

Hver dag mister du vand i kroppen ved blot at udføre helt normale kropsfunktioner som at ånde og svede og komme af med urin og afføring. For at sikre din krop de bedste betingelser for at fungere optimalt skal du derfor være opmærksom på at forny din vandforsyning ved at indtage drikke- og fødevarer, der indeholder væske.

Dette behov varierer naturligvis fra person til person, men du kan alligevel følge generelle retningslinjer, hvis du vil sikre, at du får nok vand. I gennemsnit skal en sund og rask voksen mand, der lever i et tempereret klima (som det danske), derfor drikke ca. 3 liter væske om dagen, mens kvinder har brug for ca. 2,2 liter væske dagligt.

Dette kan virke af meget, men husk i denne sammenhæng, at vi almindeligvis indtager omkring 1 liter væske alene gennem kosten, hvis vi spiser en normal, sund og varieret kost. For mange giver retningslinjerne dog grund til at genoverveje, om de får nok vand – hvad tænker du selv?

Dehydrering – en usund tendens blandt danskerne?

Hvor meget vand har du drukket i dag? Nok? Hvis ikke, er det måske ikke så sært.

I Danmark ser vi i 2017 en stigende tendens til, at mænd og kvinder drikker alt for lidt vand. I stedet er vi virkelig gode til at hælde kaffe og te indenbords, når vi eksempelvis sidder på vores kontorer eller derhjemme. Dette kan der være mange sundhedskonsekvenser forbundet med, og det kan tilmed have konsekvenser for, hvor godt vi performer til træning.

Kaffe er i udgangspunktet vanddrivende efter den første kop, hvilket indebærer, at du i virkeligheden bør drikke yderligere væske, hvis du er glad for den sorte drik. Det samme gælder for mange typer te, og denne viden kan måske give dig nyt perspektiv på dit vandbehov.

Ønsker du at tage din træning og dit helbred alvorligt, er det altid en fordel at drikke nok med vand. Ved at være i balance inden en træning, fremfor at skulle kompensere for manglende væske under eller efter en tur i fitness, har du et ideelt afsæt – og med en minimal ændring.

Ønsker du at undersøge, hvorvidt et større væskeindtag kan forbedre din træning og dit velvære generelt, kan du starte allerede i dag. Tag en drikkedunk eller en flaske med på kontoret. Og vil du være ekstra god, så hold med fordel igen med kaffen.

På denne måde kan du nemt og enkelt være med til at vende den ærgerlige tendens, hvor danskerne lider af energimangel på grund af noget så banalt som vandunderskud.

Tag derfor dig selv seriøst, medbring en vandflaske på jobbet og start dagen med et stort glas vand, så du allerede fra morgenen af er godt dækket ind på væskefronten.

dehydreringtræningvandvæske

Fit 4 Fitness • 16. september 2017


Previous Post

Next Post

Skriv en kommentar