My fit life

Fitness og træning online

Sådan træner du med din hund

Livet med hund er en fryd, og din hund er det perfekte ‘redskab’ til at komme i god form. Netop fordi alle hunde skal luftes mindst to gange om dagen, kan du bruge det som din smutvej til at få lagt lidt træning ind. Alt afhængig af hvor aktiv du er på nuværende tidspunkt, kan en lang luftetur være dagens aktivitet eller aktive restitution. Denne artikel giver dig tips til, hvordan du kan få trænet sammen med din hund på en sjov og anderledes måde.

Udgangspunktet

Hvis du ikke har overvejet det før, kan det være en god idé at anskaffe noget billigt hundelegetøj, som du kan medbringe på dagens luftetur eller i parken. Brug legetøjet til at holde din hund i gang, hvis I bestemmer jer for at lægge turen forbi en park. Hvis du har mulighed for det, kan du tage dit sportstøj på og lave nogle sit-ups på græsset. Lad din hund løbe efter legetøjet, mens du laver sit-ups, og fortsæt, indtil du for eksempel har taget 5×10 sæt.

Motivationen

Det er oplagt at løbe en tur med din hund. Både du og din hund vil komme i topform, selvom det foregår i roligt tempo. Hold et fornuftigt tempo og sørg for at sikre dig, at din hund følger trop.

Hunden bliver en god motivation på turen, og du vil opleve, hvordan du sætter dig små mål, for eksempel som ‘nu skal jeg indhente ham/hende’ eller ‘nu ser vi, hvem der når først frem til lygtepælen’. Hunde har godt af at løbe og få pulsen op – præcis som du har. Der er ingen, der siger, at du skal løbe med din hund hver dag, men det kan være en god afveksling til de lange, rolige gåture.

Tempoet

Tempoet er vigtigt, når du begynder at løbe med din hund. Du kender det sikkert selv – hvis du først lige er begyndt at løbetræne, er det utroligt hårdt, og du har brug for en del pauser undervejs. Netop derfor er det vigtigt, at du og din hund finder en gylden middelvej, hvis din hund ikke er vant til at løbe. Sørg for at holde små pauser og vær opmærksom på de signaler, din hund giver dig.

Husk også, at hunden har to forskellige tempi: Galop og trav. Galop svarer til hestens galop-rytme, og trav betyder, at din hund løber skiftevis præcis som mennesker. Galop er hundens hurtigste tempo, og det vil være svært for de fleste hunde at holde dette tempo i lang tid. Sørg for at finde et behageligt tempo, hvor det på samme tid er udfordrende, og skift mellem din hunds forskellige tempi.

Udstyret

Der er ingen, der siger, at du skal have masser af udstyr for at træne med din hund. Men der er nogle redskaber, som kan være behjælpelige. Først og fremmest er det vigtigt, at I som makkerpar bliver set i trafikken – både dag og nat. Der findes mange forskellige måder at synliggøre sig på – blandt andet ved at iføre sig en trafikvest eller løbevest. På dine ankler kan du placere et par knækstave med reflekser.

Hunden skal naturligvis også kunne ses, og det kan du sørge for ved at iføre din hund en reflekterende vest også. Disse kommer i forskellige størrelser alt afhængig af, hvor stor din hund er. Løber I med snor, kan du også få bestemte reflekterende håndtag, som gør det nemmere at gennemskue, hvor din hund er for andre trafikanter.

hundtræning

Fit 4 Fitness • 25. marts 2018


Previous Post

Next Post

Skriv et svar